ZIG ZAG Projektet

Skagens Museum går for alvor ind i den digitale tidsalder med computerspil, satellitnavigation og en masse anden moderne teknologi. ZIG ZAG Skagen er et formidlingsprojekt, som henvender sig til skoleklasser i gruppen 5.-9. klasse. Meningen er, at børn og unge skal arbejde interaktivt med skagensmalerne, deres værker og deres historie og zig-zagge sig rundt i billeder, tekst og de fysiske steder, kunstnerne har været i Skagen. Det bliver sjovt og lærerigt på en gang.

Projektet er en del af Skagen Museums innovationsprojekt - Kunsten som Oplevelse. 

 

Softwarefirma bag digital platform
Det er det århusianske softwarefirma Cordura, der har stået for udførelsen af den digitale platform, som blev sat i gang i forbindelse med Skagens Museums 100 års jubilæum i 2008. Peter Lautrup fra Cordura udtaler:

”Vi har sammen med museet ønsket at skabe en platform, der inddrager arbejdet i skoleklasserne, besøget på museet og turen rundt i og omkring Skagen. Men det har samtidig været vigtigt, at de enkelte elementer ikke er afhængige af hinanden; man skal kunne bruge ZIG ZAG på museet, på nettet eller GPS’en uden nødvendigvis at bruge de andre dele.”

 

Understøtter undervisningen
ZIG ZAG understøtter folkeskolernes Fælles Mål om brug af multimedier i undervisningen og lægger op til større lærerstyrede undervisningsprojekter. Men ZIG ZAG kan i princippet bruges af alle, der har lyst til at arbejde med skagensmalerne og kunstværkerne, og Peter Lautrup er begejstret for resultatet:

”Skagen Museums ønske har fra starten været at lave en interaktiv løsning, der på den ene side tilgodeser skolernes behov for et læringsforløb omkring skagensmalerne, men samtidig at lave en løsning der underholder, og som kan trække på børn og unges glæde ved computerspil og interaktivitet. Den løsning er vi nået frem til med et formidabelt resultat. Tests med skoleklasser har givet os et godt indblik i, hvordan elever såvel som undervisere tager ideerne til sig, og det er foreløbigt meget positivt”, siger han.

 

ZIG ZAG projektet består af 4 forskellige dele:


1. Et internetbaseret computerspil, hvor man som skagensmaler skal bevæge sig rundt i Skagen og løse opgaver. Spillerens medvirken skaber fortællingen og giver en unik mulighed for at leve sig ind i mange aspekter af kunstnerkolonien.

 

2. En TouchWall i museets fysiske rum med et kort over Skagen og en tidslinje. Her kan man se, hvilke steder i Skagen enkelte kunstværker knytter sig til, og man kan orientere sig om de historiske begivenheder, der fandt sted i Skagen og i resten af verden på den tid, hvor kunstnerkolonien blomstrede.

 

3. Geocaching. En skattejagt rundt i skagensmalernes fysiske omgivelser og inspirationskilder ved hjælp af GPS-koordinater eller - for dem der ikke vil udfordres på den moderne teknologi - ved hjælp af et ”gammeldags” kort.

 

4. iLand. En digital spilleplade i museets fysiske rum, hvor malerierne er i centrum. Her kan børn og barnlige sjæle eksperimentere, manipulere og lege sig frem til helt nye udgaver af skagensmalernes værker.

 

Besøg også Skagens Museums Youtube-kanal: http://www.youtube.com/user/SkagensMuseum

 

Kontakt: For mere information kontakt formidlingsinspektør for børn og unge Mette Harbo Lehmann på tlf. 98 44 64 44 eller: mhl@skagensmuseum.dk